Det er nu seks uger siden jeg besluttede at hoppe af Facebook og Instagram. Jeg slettede ikke mine profiler, men fjernede apps fra mine enheder så jeg ikke kunne tilgå disse sider.
Det var en beslutning efter længere tids overvejelse, hvor jeg oplevede at jeg brugte mere og mere tid på disse medier. Mere tid uden at blive beriget eller føle mig opløftet. Det er min egen skyld, hvis der lige skal et skyldsspørgsmål ind her, for jeg søgte heller ikke på noget, der kunne opløfter eller berige mig. Jeg oplevede at forsvinde ind i den kæmpe store mængde af mere eller mindre ligegyldige reels som begge medier indeholder. Reels om alt muligt, for mig, reelt ligegyldigt, men dog alligevel så fængende at jeg time efter time forsvandt ind i det univers af små videosekvenser.
Den endelige beslutning kom den dag hvor jeg igen iagttog mine egne handlinger og fandt ud af, at jeg uden at tænke over det, klikkede ind på både Instagram og Facebook. Det var blevet en autoreaktion som min tommeltot helt automatisk udførte når jeg sad med min telefon i hånden. Endda undervejs i mine bevidste iagttagen skete det flere gange. Det var hovedet på sømmet, der fik mig, i nærmest samme bevægelse, til at fjerne de to apps fra min telefon.
De efterfølgende timer og dage “ledte” min stakkels tommeltot efter sine legekammarater, indtil det blev hverdag igen. Men nu en ny hverdag uden disse medier med al deres overstrømmende ligegyldig information. Selvfølgelig også noget information jeg nu måtte acceptere ikke at få. F.eks. om mit lokalområde, om udstillinger og events, som jeg godt kunne lide at blive gjort opmærksom på. Men det lader sig ikke rigtig gøre at skelne eller sortere fra rent teknisk og da jeg åbenbart ikke kunne styre brugen af disse apps, måtte jeg tage konsekvensen og leve med, at der fremover vil være ting jeg ikke så eller bliver gjort opmærksom på.
Jeg tror det går. Indtil videre har det gået ret fint i seks uger, hvor jeg i dag hverken savner eller mangler disse to apps.
Jeg har fået tid, som jeg tog fra mig selv, til at lytte til musik, som også er en stor passion. Og det glæder mig at have “genopdaget” det igen og nu for alvor kunne fordybe mig i det univers. Det er nært beslægtet med min kunstneriske virke og meget inspirerende, så på den måde en slags win/win.
Som det står lige nu ved jeg ikke hvornår jeg igen, hvis overhovedet, har lyst til at genindtræde i Instagram og Facebook universet. Det er unægtelig lidt mere omstændigt og krævende at promovere ens kunst og ens virke uden disse medier, men det gjorde jeg/man jo engang. Verden har ændret sig og sådan er det. Det er udviklingen og det er godt nok. Det her handler faktisk heller ikke om udviklingen. Det handler om, som i mange andre sammenhænge, hvordan jeg/vi takler denne udvikling. Det er jo ikke udviklingen, der gør at jeg ikke kan styre mit forbrug af reels på de social medier. Det er altså mig selv, der ejer den.
Jeg ejer problemet og jeg kan løse problemet. Lige nu har jeg løst det ved at melde mig ud. Det er måske ikke den helt rigtige løsning på sigt, men den virker lige nu. En mere balanceret tilgang ville nok være at foretrække – igen som med mange andre forhold i livet. Enten eller er ofte lidt hårdt og ikke så balanceret. Vi prøver at finde veje gennem livet og min oplevelse er at de balancerede veje ofte er mere givende og bahagelige end de sort/hvide eller enten/eller vejene. Og således også med disse “ny-verdens” ting som SoMe. Det gælder om at finde balancen og for mig er balancen i hele livet og ikke blot mellem Instagram og Facebook. Det er mellem alt det jeg gerne vil i mit liv.
Måske ses vi en dag igen derude i Insta og Faceb land og indtil da lokaliseres jeg ganske ofte foran mit hifi lyttende til et godt album og gerne nydende en god kop kaffe.