Dette indlæg er nok umiddelbart mest genkendeligt af skabende personer. Os der arbejder med kreative kunstprojekter og måske ofte har oplevet lignende eller tilsvarende. Men absolut ikke forbeholdt nogen bestemt.
Jeg har gennem længere tid, ja, faktisk siden og endda noget før MANDØ bogen blev udgivet (nov 22) følt mig drænet for ideer og skaberlyst. Noget hænger selvfølgelig, siger jeg, sammen med udgivelsen og selve det lange arbejde med MANDØ bogen. Jeg oplever næsten altid på bagkanten af et større projekt en slags limbo eller tomhed. Nogle gange nærmest en meningsløshed. Et hul, der, fordi jeg har reflekteret over det og ved det, kommer af at have været så dybt inde i projektet, i processen og været opslugt af arbejdet, nu her senest MANDØ bogen. Jeg tror flere vil kunne nikke genkendende til den følelse eller tilstand, men samtidig vide at det er forbigående og ikke farligt. Det er blot en tilstand og har man overskuddet, kan der faktisk nogle gange hentes noget ud af tilstanden. Jeg oplever det dog ganske ofte også som værende drænet og tom og netop derfor ikke kan hente noget. Jeg går på en måde i skabende dvale. Det er jo ikke sådan hjernen stopper eller for den sags skyld lysten, men det føles blot således.
Derfor kan det også både være svært og for nogle “farligt” idet man (læs jeg) også godt kan blive usikker på mig selv og på min skabende evner. Har jeg mistet det? Har jeg mistet lysten? og mange flere spørgsmål melder sig jævnligt på banen i den fase. Det farlige om man vil, synes jeg kan ligge i at “komme til” at følge noget af det og måske komme fra det eller opgive. Det er selvfølgelig meget drastisk men måske en slags erhvervsrisiko vi skabende lever med.
Giver man sig selv noget tid til at dvæle ved og reflekterer over ens egne processer, vil man opdage at disse tilstande, nok oftere end man ved, indfinder sig og at man hver gang er kommet videre og det, ihverfald bagefter, ikke var så farligt. Dermed er det ikke nemt og det behøver det måske heller ikke at være. Jeg har oplevet at det er blevet en del af processen. Det er overgangsfasen til næste projekt eller undersøgelse eller hvad man nu går i gang med.
Denne gang synes jeg dog at overgangsfasen har været lang og tung. Jeg har haft en flytning og en del andre ting at skulle forholde mig til, som jo på en måde heldigvis “forstyrrede” mig i denne overgangsfase så jeg måske har “glemt” den lidt. Efter jeg så er flyttet og begynder at få tid til mine tanker igen, besøger overgangsfasen mig så igen. Heldigvis. Den minder mig jo også om at jeg stadig er og stadig har lysten i mig. Så hej og tak overgangsfase for at være lige der ved siden af.
Det jeg egentlig gerne ville frem til var så netop lige præcis der, hvor overgangsfasen slap og jeg trådte over “på den anden side”. For det skete i lørdags. Lige præcis lørdag formiddag. Formiddage er som regel et rigtig godt tidspunkt for mig at slippe tankerne fri og lade mig drive med. Det gjorde jeg i lørdags. Ryddede mit bord, eller det havde jeg gjort allerede fredag fordi jeg måske allerede der vidste at noget ville ske. Uanset bordet var ryddet og lørdag formiddag tog jeg et stort stykke papir og lagde op. Greb en mørk farveblyant og begyndte langsomt på et mindmap (min måde at lave mindmap på, der ikke nødvendigvis følger “opskriften” men virker).
Langsomt skete der noget. Langsomt begyndte stregerne at folde sig ud på papiret og langsomt blev der skabt et mønster af tanker og ideer der flettede sig ind mellem hinanden og sammen. Og så blev jeg afbrudt. Nok udemærket for det gav mig tid til reflektion.
Senere om aftenen genoptog jeg arbejdet og tingene begyndte at folde sig ud for mig. Pludselig kunne jeg mærke det. Det havde flyttet sig fra hovedet ned i maven og lige præcis der vidste jeg, at nu havde jeg gang i et nyt projekt. Nu var overgangsfasen forbi og jeg havde taget det fulde skridt over på den anden side.
jeg havde tidligere på ugen læst i en kunstbog, jeg netop havde købt og tænkt det kunne være interessant at gå samme vej, men at det jo bare ville blive en efterligning eller noget design-noget. Det foregik oppe i hovedet. Lørdag aften mærkede jeg det i maven. Præcis det samme som jeg havde tænkt da jeg læste bogen, men nu i maven og derfor var det ok. Nu var det hvor det skulle være for mig, nemlig i maven. Og lige præcis derfor var det hverken en efterligning eller design. Det er nu mit projekt.
Jeg kommer undervejs, i et projekt, mange gange til at besøge hovedet men projektet er forankret i maven og udspringer derfra og der for er det nu for mig.
Jeg ville gerne dele denne oplevelse, da jeg ofte er fascineret af hvordan hjerner og især skabende menneskers hjerner virker og hvad det lige præcis er der gør et projekt. Hvornår overgår det fra hjernen til maven og hvornår føles det “rigtigt” og ikke som plagiat eller design (det er de ord jeg bruger).
Hvornår træder vi ind i og ud af overgangsfasen.
Super refleksioner. Godt skrevet. Meget præcist. Pøj Pøj med den næste rejse.
Smuk personlig perspektivering af hovedets og mavens følelsesmæssige proces. Tak for at dele så vigtige iagttagelser, som mange kan få glæde af.