Der findes en ø. En ø som er placeret et stykke ude i Vadehavet. Nærmere ca 6 km ude i Vadehavet – alt efter hvorfra man måler. Måler man vejen som fører til øen er den vej ca 6 km. Øen er 7,23 kvadrat km og ca 10 km i omkreds. Øen er placeret mellem Fanø og Rømø og omtales som lillesøsteren til de to andre. Der bor, optalte 2023, 31 på øen. Altså fastboende som har deres daglige liv, arbejde og gang på øen.
Øen hedder Mandø.
Jeg opdagede Mandø den 22 december 2019. Efter min første, der senere er blevet til flere, tur ad Låningsvejen over Vadehavet til Mandø, som jeg ikke kendte på det tidspunkt. Lige indtil jeg åbnede min bildør og satte fødderne på jorden, på øen. Lige der blev jeg fyldt af en meget rar følelse af “hjem”. Uden hverken at have hørt om eller tidligere besøgt øen blev jeg opfyldt af en hjemfølelse lige der. I betragtning af at jeg har boet en del steder i mit liv og også haft steder jeg kaldte hjem, var det en alligevel en meget speciel følelse. At blive fyldt af “hjem”.
Den følelse af hjem har jeg oplevet flere gange ved gentagne besøg og ophold på Mandø. Det er siden den december eftermiddag i 2019 blevet til mange besøg på Mandø. Både af længere og kortere varighed. En del jule og nytår er det også blevet. Lige i skrivende stund med udsigt til endnu en jul og et nytår.
Igennem mine ophold har jeg lært noget om øen, om de mennesker, der bor på øen og endda fået bekendtskaber blandt nogle af disse. Bekendtskaber der vokser ud af og på grund af Mandø. Ud af behov, der er når man bor på en ø som kun kan tilgås to gange i døgnet med ca 12 timers mellemrum, som hver dag tidsmæssigt flytter sig med ca 45-60 min. Det hedder tidevand og det betyder at færden til og fra Mandø ikke kan matches ind i et “almindeligt” 8-16 skema, som mange lever efter og med. Det betyder at man ikke kan bo på Mandø og have et 8-16 job på fastlandet uden en form for bopæl på fastlandet også. Det er simpelthen naturen som sætter dagsordnen. Og nogle gange med det resultat at øen er afskåret i flere dage.
Tidevandet er der altid. Det er bestemt af Månens påvirkning af Jorden og lægger man det “almindelige” vejr oveni, som storme og andet, kan det påvirke graden af tidevandet. Selvfølgelig kan øen tilgås i nødstilfælde – med helikopter.
Det at leve sådan et sted, hvor timeuret ikke alene bestemmer over ens bevægelsesfrihed er meget specielt. Jeg har en ide om, at det kræver noget af mennesket. Enten er man hjemfødt på øen og har ikke kendt til andet eller også har man det som jeg oplevede den eftermiddag i december 2019. At man umiddelbart føler sig hjemme – med hele pakken. Uden dog at kende den hele. For hele pakken indeholder alle årstiderne, alle månederne og alle timerne på øen. Og det oplever man kun ved at bo på øen. Enten fast eller i længere perioder ad gangen. Den lyse og milde del af året er meget forskellig fra den mørke og lidt mere rå del af året. Den sidste uden tvivl den mest udfordrende tid på året at opholde sig på øen. På en ø, hvor der ikke som sådan sker noget, men alligevel sker en masse. For der er jo et helt almindeligt dagligt liv på øen. Et liv man måske ikke lige opdager hvis man besøger øen som turist, men det er det liv, som holder øen igang og sikre at der en ø at besøge som turist og bo på som fastboende.
Siden jeg ankom til Mandø den eftermiddag i december 2019 har Mandø sat sig i mig. Øen har sat sig under huden på mig. Jeg har besøgt øen mange gange siden også i længere ophold op til en måned. Og flere gange leget med tanken om at bo på øen.
For mig har det indtil nu været med et fokus på min kunst og fotografiske afsæt, der har trukket mig til Mandø – foruden selvfølgelig denne her hjemfølelse. Men primært har jeg arbejdet med forskellige projekter når jeg har opholdt mig på Mandø. Mandø er blevet en slags generator og motor for mig og det at få lavet materiale til min kunst. I 2022 udgav jeg en fotokunstbog med titlen MANDØ. Det er en bog, som har været længe undervejs. Både fordi mine projekter er lange, men specielt med denne bog, fordi den undervejs kom til at handle om noget andet. Noget mere end Mandø. Den kom til at handle om Tid og Tiden. For netop tid og tiden er noget af det jeg har opdaget på Mandø. At jeg har tid og at tid kan være en abstrakt og ikke altid konkret størrelse. På Mandø er tid relativ – sådan opfatter jeg det. Tiden er på en måde blevet sekundær for den er der og der er masser af den. Men tiden, om man vil, er også styret af tidevandet. Så hvor man andre steder har en måleenhed på 24 timer (for et døgn) oplever jeg at have måle eller referenceenheder på ca 12 timer på Mandø (en tidevandsperiode). Og nogle gange forkortes og forlænges disse tidevandsperioder pga af vejrlig indflydelse. På den måde sættes de “almindelige” 24 timers perioder lidt ud af spil eller de bliver ihverfald for mig ikke så væsentlige. Det at måle tiden giver ikke mening uden at medtage tidevandet i målingen. Man kan egentlig sige at det bliver flerdimensionelt at måle tiden, hvor første dimension er tidevandet (i perioder af ca 12 timer med en forskydning på ca 45-60 min pr hver to tidevandsperioder) og anden dimension er tiden ( i time, min og sekunder). Det gør også, at jeg oplever tid og tiden mere abstrakt på Mandø. Pludselig er tiden ikke så vigtig som tid i sig selv.
Tid og Tiden betyder meget i min kunst og det er også en grund til at jeg føler mig hjemme på Mandø. Tid, Tiden og Tidevandet. Det taler direkte ind i mig og i mit afsæt for udtryk.
Derfor kom MANDØ bogen til at handle om tid og tiden og ikke alene Mandø. Mandø blev bæreren for de udtryk af tid og tilstande jeg gerne ville formidle. Og Mandø viste sig at være nærmest perfekt til at tage den rolle i mine udtryk. Som formidler men også i sig selv. Udtrykkene er stærke i sig selv. De bærer sig selv, men er samtidig bærere for andre elementer. Det føler jeg, gør bogen og bogens udtryk endnu stærkere.
Nu skrives der nyt kapitel i mit Mandø liv. Jeg flytter nemlig midlertidig til Mandø. Fra engang i september 24 til slut maj 2025. Det er en periode på otte måneder, hvor jeg har fået mulighed for at opholde mig på øen. Det er noget jeg har leget med i mine tanker mange gange. Nu er det en realitet. Nu bliver det. Det er selvfølgelig en helt anden måde at være på Mandø end i alle mine tidligere ophold uanset varighed. Nu kommer jeg til at bo på Mandø. Jeg skal have en hverdag på Mandø. Det betyder også jeg skal udføre mit pengearbejde fra Mandø. Jeg kommer til at deltage i lokale aktiviteter og jeg bliver lukket ind på en helt anden måde end tidligere. Opholdet er med formål at afprøve en fast bosætning på Mandø. Det er formålet med opholdet og derfor jeg har fået det. Om det sker, altså en fast bopæl på Mandø, ved jeg ikke endnu, men jeg går ind i det med åbent sind og tilgang. Lige nu ved jeg kun at jeg skal bo på øen i otte måneder i en periode fra ca sep 24 til 31. maj 25. Andet ved jeg ikke og andet forholder jeg mig ikke til. Ihvertfald ikke i forhold til hvad slutresultat bliver. Der er en masse andet jeg skal og forholder mig til i forbindelse med opholdet. Faktisk virkelig mange ting. Det sætter en masse tanker igang. Lange tanker og eftertanker.
Masser af tanker.
Jeg forestiler mig det bliver alt – vildt, skønt, forfærdeligt, ensomt, mørkt, lyst, inspirerende, tungt men uanset en stor oplevelse og en stor mulighed for at afprøve en lang række personlige ting og få afprøvet mig selv i nogle forskellige ydresituationer. Både mentalt og fysisk. Og få samlet ind til nogle kunstprojekter. Flere er allerede i støbeskeen og under planlægning. Jeg ved jeg skal have projekter at tage mig til for der bliver rigtig meget tid til mig selv og der bliver rigtig meget mørk tid, da perioden for mit ophold ligger i den måske del af året. Helt bevidst siger de. Man skal kunne klare den periode for at kunne bo på Mandø. Den periode hvor vejrliget spiller ind på tidevandet og hvor den lokale Brugs har åbent en time om dagen. Resten er tid og øen. 10 km i omkreds. Afskåret fra fastlandet en stor del af døgnet og nogle gange i den mørke tid også flere dage ad gangen. Skræmmende eller indbydende. Måske begge dele når det kommer til stykket. Uanset ustyrligt og ude af menneskelig kontrol. I sig selv en udfordrende og, synes jeg, indbydende tanke. Jeg ved det kan skræmme nogle at de ikke er i kontrol 24/7 eller i det mindste i deres vågne del af døgnet, men ikke mig. Jeg har oplevet det og jeg bød det velkomment. Der var ikke andre muligheder så på sin vis nemt og alligevel grænsoverskridende. Fascinerede og stort. Større end en selv. Det var naturen i al sin magt og vælde. Månen der trækker i tidevandet. Skubber og trækker og vejrliget der skubber til styrken, til kraften af naturfænomenet Tidevand.
Jeg er fascineret af tidevandet. Måske forstår jeg det ikke selvom jeg kan se det, mærke det og opleve det. Det er stort og større. Måske derfor også svært forståligt og svært at rumme. Jeg tror jeg rummer det eller jeg rummer dele af det. Det jeg kan se med mit blotte øje uden dog alligevel at forstå det fuldt ud. Uagtet at jeg kan se lavvandet, de blotlagte tider og strandenge og jeg kan se højvandet, uendeligt dækkende alt, så er det svært at forstå, at relaterer sig til det. Selv på fotografier virker det virkelige uvirkeligt.
Jeg har ikke sat mig for at forstå det. Hverken tidevandet eller Mandø. Jeg har sat mig for at være i det, med det og lade mig omslutte af øen. At modtage og være åben. Deltagende i det omfang min mentale konto tillader det. Men mest af alt blot leve i det.
Jeg ved jeg udfordrer mig selv og mit mentale. Jeg kender mine faldgruber og jeg ved, hvad de kan gøre ved mig. Men jeg har besluttet at afprøve det og lade mit mentale jeg blive udfordret. Jeg vil undersøge hvad der kommer ud af det. Ud af isolationen, som det jo til en vis grænse er. Jeg har behov for at lave nogle projekter under mit ophold. Jeg har gennem det seneste lange stykke tid ikke formået for alvor at bryde igennem til min egen skabende kilde. Det gør mig trist og det sætte tunge tanker igang. Jeg ved det er derinde et sted og jeg ved det kan lokkes frem igen, men det skal lokkes med det rette lokkemad. Mandø er lokkemad. Mandø er inspiration og indtil nu har jeg primært besøgt Mandø i et skabende øjemed. Det arbejder jeg målrettet på at kunne fastholde selv med og i en hverdag, som jeg er nødsaget til også at have. Det er et helt nyt element og jeg arbejder mentalt med at kunne rumme både det og det skabendes som ligeværdige parallelle spor og meget gerne med en lille overvægt til det skabende. På mit seneste ophold oplevede jeg spirer og gnister og kan de fastholdes er der grobund for en mere vedvarende ild og skabelse.
Dette er mine tanker om en ø – om Mandø. Der kommer mange flere og når mit ophold starter, åbner jeg en dedikeret side til nedfældelse af mine oplevelser, observationer og tanker. Det er en del af et af mine projekter jeg vil gennemføre under mit ophold.